m1

Hjem Om os Om musikken

Galleri Film Kontakt

 

 

Danmark er et land med en utrolig kulturel rigdom. Det er en rigdom, alle vi danskere er født med, og den definerer vores identitet som danskere. Den er skabt af det danske folk og vil altid være en del af os, hvor end vor færden fører os. En meget stor del af denne rigdom blev skabt i Christian d. IXdes leveår og regeringstid. En periode, der bød på store forandringer, og hvor fædrelandsfølelsen blev forstærket gennem kunst og musik. Forfattere som Oehlenschläger og H.C. Andersen og komponister som Hartmann, Gade og Lumbye var alle med til at skabe vort gamle Danmark, således som vi kender det.


Den Kongelige Livgardes Musikkorps har med oprettelsen af Christian d. IX Ensemblet skabt noget ganske særligt i det danske musikliv. Ensemblet sætter fokus på den musikalske rigdom fra denne periode og spiller på instrumenter, der er typiske for den tid.

En aften i april 1868 overværer Kongen en koncert i Musikforeningen med den ungarske violinvirtuos Joseph Joachim. I et brev til sin hustru bemærker Joachim, at det er en sjælden begivenhed, at Kongen går til koncert, da han egentlig mest bryder sig om italiensk musik og i særlig grad Verdis operaer. Den italienske komponist Giuseppe Verdi fejres netop i år for sine 200 år, og hans musik er lige så populær nu, som den var i hans samtid. Koncerten indledes med ouverturen til hans opera La Forza del Destino (Skæbnens Magt), som havde premiere i 1862 i Sankt Petersborg.


Christian d. IX nåede at fejre mange jubilæer selv. Kongens 25 års regeringsjubilæum blev fejret stort i 1888, og ligeledes blev kongeparrets sølvbryllup i 1867 og guldbryllup i 1892. Kongens interesse for Verdis musik kan man se allerede ved et program til et taffel d. 27de maj 1867 i forbindelse med kongeparrets sølvbryllup dagen inden. Den Kongelige Livgardes Musikkorps åbnede taffelet med Ouverturen til Elverhøj, og derpå fulgte bl.a. et enkelt værk af Gade, et enkelt værk af Lumbye og hele tre værker af Verdi!

Mange komponister og forfattere skrev værker til Kongen i forbindelse med disse jubilæer, og en af dem var H.C. Andersen. I forbindelse med sølvbrylluppet sendte han dette digt:

Paa Sølvbryllupsfesten (den 26de Mai 1867)

Fra Vilhelm Tells, til Palnatokes Hjem,

item1

Fra Alpelandet med de dybe Søer, 
Flyv Sangfugl did, hvor Havet løfter frem 
Den friske Bøgeskov, paa Danmarks Øer, 
Der er saa søndagsfestligt denne Dag, 
Sølvbryllups Klokkerne i Slottet klinge. 
Flyv Sangfugl, flyv med stærke Vingeslag, 
En dybfølt Sang Du Kongeparret bringe.

Hver Storheds Drøm blev Sandhed underfuld,
Til Kongekrone svulmed' Brudekransen; 
Med Hjertets Guld og Kongekroners Guld 
Gaaer Børneflokken frem i Hæders Glandsen. 
Dog ogsaa Prøvelsernes Bølge slog 
Mod Kongens Huus, den slog mod Folk og Rige. 
Gud holde og udfolde Dannebrog, 
Det sank fra Himlen, – lad i Glands det stige!

Huuslivets Lykke holder Fest i Dag, 
Sølvbryllups Klokkerne i Slottet klinge 
Flyv Sangfugl, flyv med stærke Vingeslag 
Bær frem i Sang – er den end svag og ringe – 
Det bedste Ønske Hjertet bringe kan; 
Gud være med i Glæde og i Smerte, 
Guds Aasyn lyse over Folk og Land 
Da er der Fryd i Kongeparrets Hjerte.

H.C. Andersen,  Locle, i Schweiz (Jurabjergene) 1867.

Kongeparret var øjensynlig meget glade for digtet, for allerede samme dag, d. 26de maj, blev H.C. Andersen udnævnt til Etatsraad!

Et andet jubilæum som Christian d. IX kunne fejre, var sit 50 års jubilæum som officer. I 1837 indtrådte han som Ritmester á la suite ved Hestgarden, med hvem han bl.a. tjente i Treårskrigen 1848-50. I forbindelse med jubilæet fik Kongen tilegnet en sang af komponisten Andreas Waldemar Mortensen Vater og forfatteren Martin Kok.


Dronning Louises Nodesamling vidner om Dronningens store interesse for musik. Samlingen indeholder, foruden en del værker dedikeret til kongefamilien, mest klassisk musik for to-, fire- eller otte-hændigt klaver og partiturer til symfoniske værker. En samtidig kilde beskriver, at Dronning Louise også spillede harpe. Der findes dog ikke en eneste node for harpe i samlingen, så formodentlig har harpen ikke klinget så ofte på de kongelige slotte.


Efter sigende havde Dronningen som ung havde modtaget klaverundervisning af Kuhlau. Sikkert er det dog, at Dronning Louise selv forestod sine tre døtres, Alexandras, Dagmars og Thyras musikundervisning. Om undervisningen skrev Dronningen: ”Med en Datter vilde jeg forsøge Musikundervisningen, og var hun uden Talent i den Retning og ikke havde Lyst, vilde jeg opgive den. Er imidlertid een af disse Betingelser tilstede, kan man jo vedblive med Underviisningen og opnaae glædelige, om ikke glimrende Resultater.” Resultaterne har øjensynligt mindst været glædelige, for Dronningen nød i mange år at spille ottehændigt klaver med sine tre døtre. Dog skrev Dronningen også, at ”al Stræben efter Virtuositet fraraader jeg bestemt, derimod anbefaler jeg classisk Musik, især Haydn’s og Mozart’s.”


Iblandt samlingen findes en node med titlen ”En lille Krands af Hendes Majestæt Dronning Louises Yndlings-Melodier”. Krandsen er samlet af kapelmester Carl Gottschalksen og indledes af Niels W. Gades mest spillede værk,nemlig Brudevalsen af balletten Et Folkesagn. Dernæst følger Gades Ossian Ouverture, som Dronningen overværede en prøve af med Musikforeningens orkester i Casinos lille Sal i 1884. En note afslører, at det næste værk, Franz Nerudas Berceuse Slave, har været spillet på Amalienborg. Cellisten Franz Neruda var ansat ved Det Kongelige Kapel og overtog efter Niels W. Gades død posten som dirigent for Musikforeningen i København. Han var også en af de musikere, der oftest spillede med Dronningen. J.P.E. Hartmanns Flyv, Fugl, Flyv! bærer inskriptionen ”Fredensborg og Sorgenfri”, mens Lumbyes Dronning Louise Vals bærer den noget mere forklarende inskription ”Ved Sølvbryllup Festen paa Amalienborg Slot”. Krandsen sluttes af Chopins sørgemarch, der bærer inskriptionen ”I Roskilde Domkirke”.


Tidens ubestridt største danske komponist var Niels W.Gade. Hans musik fandt vej til koncertsale over hele Europa, men et af hans værker har en helt særlig betydning. Gades Pastorale er komponeret for Den Kongelige Livgardes Musikkorps og er en ”Morgenhilsen fra Fredensborg Slotspark”, dateret d. 7de September 1887, Dronningens 70 års fødselsdag. Heller ikke Kongens 70 års fødselsdag gik upåagtet hen, og blandt mange andre gaver modtog Kongen en ”Hilsen til Hs. Majestæt Kong Christian d. IX”, forfattet af P.A. Rosenberg og sat i musik af Joseph Glæser, der virkede som organist ved Frederiksborg Slotskirke fra 1866 og frem til sin død i 1891.


Der blev naturligvis også komponeret adskillige marcher til kongehuset i disse år. Næsten alle i kongefamilien havde fået mindst een march dedikeret, og mange af marcherne blev skrevet i forbindelse med bryllupper og kroninger og andre store begivenheder. Netop i 1800-tallet blev militærmusikken udviklet til det, vi kender i dag, og mange af vore traditionsmarcher stammer herfra denne periode. Det var i hele Europa, at militærmusikken gennemgik denne udvikling, og med udviklingen fulgte også mange nye instrumenter og forbedringer. Enhver by med en militær forlægning havde naturligvis sit eget musikkorps, og mange af disse var i størrelsen 6-10 mand. Da der ikke var nogen egentlig musikuddannelse endnu, startede mange musikere deres karriere ved militærmusikken. Det gælder komponister som Lumbye, Carl Nielsen, C.C. Møller og Balduin Dahl, og mange af disse komponerede flittigt marcher og valse og polkaer, som har været en del af Livgardens kernerepertoire lige siden.

Vi har udvalgt to marcher til denne koncert, der begge bærer Christian d. IXs navn. Den første hedder slet og ret Christian d. IXdes Marsch og er komponeret af Andreas Waldemar Mortensen Vater. Vater var Krigsraad og militærmusiker, dog ikke ved Livgarden, der ellers har haft flere musikere med samme efternavn. På titelbladet til marchen kan man læse, at ”Overskudet ved Salget indsendes til Komiteen for Nationalsubskriptionen i Anledning af Kristianborg Slots Brand.” Christiansborg Slot brændte 3. oktober 1884, og store dele af slottet brændte ned. Man nåede at redde en del indbo, bl.a. Kongens Haandbibliotek der, noget uværdigt, blev smidt ud af vinduet!


Tyve år forinden havde Kongen fået foræret en Honnørmarch. Den var skrevet af H.C. Lumbye, som uropførte den i Tivoli d. 5te juni 1864. Som ung mand havde Lumbye gjort tjeneste som trompeter ved Hestgarden, samme tid som Christian d. IX indtrådte ved regimentet som Ritmester á la suite. Lumbye blev en fast del af Tivoli fra åbningen i 1843 og komponerede gennem årene et hav af værker. Mange af dem er marcher, som Den Kongelige Livgardes Musikkorps stadig spiller til dagligt på paraderne. Foruden at skrive en Honnørmarch til Christian d. IX, nåede Lumbye også at skrive Honnørmarcher til Frederik d. VII, Georg d. I, Karl d. XV og Victor Emmanuel. Lumbye og sønnerne Carl og Georg skrev desuden et utal af polkaer, valse, galopper, kroningsmarcher, revuemarcher og andet til kongehusene i Danmark, Sverige, Grækenland, Rusland og England.


Danmark så mange forandringer i Christian d. IXdes regeringsår. Hornemans Kantate blev skrevet efter Kongens død og blev samtidig det sidste værk, som Horneman skrev inden sin egen død, få måneder efter Kongens. Teksten er skrevet af L.C. Nielsen og rører ved nogen af de mere skelsættende begivenheder fra disse år. Kantaten er naturligvis fyldt med sorg og alvor, men beskriver også hvor elsket og respekteret Kongen var, for at have ført landet gennem en mørk og svær tid. ”Og gav ham Folket en Lære, en Kundskab om Tidens Kaar, han gav det til Gengæld: Ære!”


Musikken spillede en stor rolle på de kongelige slotte, og allerede i 1889 blev kongefamilien præsenteret for fonografen. Kongens fonograf var populær i hele kongefamilien, og endnu en ny opfindelse blev introduceret for Kongen kort før dennes død. Et selvspillende klaver, et såkaldt pianola, havde fundet plads på Amalienborg i januar 1906. Dagen før Kongens død var kgl. konfessionarius H.M. Fenger til taffel og skrev senere om denne dag: ”Den sidste Søndag, Kong Christian levede, var han i Holmens Kirke, og jeg var til Taffel om Aftenen. Kongen var frisk og munter, han spillede Ouverturen til Elverhøj paa Pianola – og tog den venligste Afsked.”

m3